Vi mærker det alle, måske flere gange i løbet af en dag. Ting vi skal tage os sammen til. Tage tilløb til. Ting vi skammer os over eller føler skyld om. En undskyldning vi skal give. Noget der giver hjertebanken, måske rumlen i maven. Tit sker det hele ubevidst og vi er ikke klar over hvorfor ubehaget opstod. Måske er den underliggende fortælling at vi ikke er gode nok. Måske bliver vi afsløret i det lige om lidt. Usikkerhed, hvordan kan vi skjule det? Alle disse ting giver ubehag og ustabilitet i sindet.
Vi gør uendelig mange ting for at dulme eller fjerne ubehaget. Overspringshandlinger i et væk. Vi scroller på telefonen, begraver os i film eller bøger, fjernsyn eller arbejde. Stikker hovedet i busken. Vi vil ikke se det usikre og skamfulde i os selv. Vi drikker, tager stoffer og løber måske efter det flotte hus, den lækre bil eller andre materielle ting, der inderst ikke kan fjerne tomheden eller ubehaget.
Kan vi bruge ubehaget til noget? Er der noget det måske vil fortælle os? Usikkerheden? Klumpen i maven eller skammen over ikke at være god nok?
Måske vil ubehaget og usikkerheden have os til at vende os nænsomt mod det og tage os af det i stedet for at løbe fra det. Tage det til os på en bevidst og måske ovenikøbet kærlig måde. Møde det som man møder en længe savnet ven og give forståelse og venlighed frem for afvisning og dulmen. Se det kiksede, grimme, misforståede og ikke elskværdige i os selv og hjælpe det til at være her sammen med alle de andre sider, vi også rummer. Give ubehaget en plads, en stemme lyse på det på en venlig og accepterende måde, tilgive os selv for alt det plettede og usikre.