Reden tømmes. Børnene flytter hjemmefra. De længes efter deres eget, deres egen tilværelse, deres eget liv. Vingerne skal afprøves, det samme skal selvstændigheden. Det er alt sammen, som det skal være og det sker før eller siden i alle familier med børn. Naturens gang.
Tilbage er så forældrene. En tomhed opstår. Et kæmpe savn. Måske ligefrem en sorg, der gnaver i hjertet. Man savner den daglige kontakt. Den daglige lille sludder. Nærværet af rodet, håndklæderne på badeværelsesgulvet. Duften af parfumen, der er lidt for stærk. Småkonflikterne om oprydning. Den høje musik, der dunker i højtalerne. Den unge er væk, flyttet i egen lejlighed, hvis man er heldig, kommer de af og til på besøg. Et hurtig besøg (sådan føles det) og de er væk igen. Man sørger og savner.
Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål, om ikke at kunne give slip. Vi skal give slip på vores børn, den gamle talemåde om, at vi kun har dem til låns, kommer frem i al sin tydelighed, når de flytter. Fra dag et af, lige fra deres fødsel, er alt hvad de foretager sig, bitte små skridt mod det at kunne klare sig selv, øve selvstændighed.
Det er heller ikke nemt for dem, selv om det kan synes således. Det gør ofte ondt i perioder at blive voksen. At kappe båndene til mor og far. Klare sig selv, selv stå for det hele og tjene penge nok til dagligdagens fornødenheder og så er der alle drømmene. Hvordan får jeg plads til dem?
Forældrene kan ofte ikke fatte hvor tiden blev af. Jamen hun er jo næsten lige kommet? Og nu flytter hun? Savnet gnaver i hjertet, i maven. Man fortæller sig selv, at alt er som det skal være. Men hvor skal man dog vænne sig til den nye tilstand. Tomheden, stilheden, noget er endegyldigt slut. En barndom er slut. Ikke flere fedtede små hænder at holde i, ikke mere opdragelse. Opgaven er slut, nu skal vi finde nye måder at være sammen på, nye traditioner.
Som forælder skal man nærmest genopfinde sig selv, finde sig selv igen, finde den man er nu. Så hvem er man nu? Er jeg gammel, er jeg stadig ung og hvad betyder det? Al den tid, der pludselig er til rådighed, hvad stiller man op med den? Mens børnene er små, drømmer man om mere tid til sig selv, til parforholdet, til fritidsinteresser,- her er tiden knap og man må udnytte hvert et sekund. Når de så flytter, vips er tiden tilbage, den er din igen og nu ved du knapt hvordan du skal bruge den. Livet er fyldt af paradokser.
Comentarios